Laserbehandling for kar og diffus rødme
Patientinformation
Cosmohagen, Januar 2026
Hvad er karbehandling med laser?
Karbehandling med laser er en skånsom og effektiv metode til at reducere synlige blodkar, karsprængninger og rødme i ansigtet. Behandlingen foregår ved, at laserens lysenergi trænger ned i huden og målrettet rammer de uønskede blodkar. Når karrene opvarmes, lukker de sig gradvist, og kroppen nedbryder dem naturligt over tid. Den omkringliggende hud påvirkes ikke, og behandlingen er derfor skånsom for resten af ansigtet.
Hvem kan have gavn af behandlingen?
Laserbehandling af kar er velegnet til dig, der oplever synlige blodkar på næse, kinder eller hage, vedvarende rødme i ansigtet eller rosacea-relateret rødme. Behandlingen kan tilpasses både lette og mere udtalte karforandringer og egner sig til mange forskellige hudtyper.
Før behandlingen
Inden behandlingen er det vigtigt, at huden ikke er solpåvirket. Derfor skal du undgå sol, solarium og selvbruner i ugerne op til behandlingen. Huden bør være i ro, og aktive hudplejeprodukter som syrer og retinol bør pauses nogle dage før. På selve behandlingsdagen møder du op med ren hud uden makeup. Under din konsultation gennemgår vi din hud, dit helbred og eventuel medicin, så behandlingen kan udføres sikkert og tilpasses dig.
Sådan foregår behandlingen
Selve laserbehandlingen tager typisk mellem 15 og 30 minutter, afhængigt af hvilket område der behandles. Under behandlingen kan du mærke en varm eller prikkende fornemmelse i huden. Mange beskriver det som små, hurtige prik, men de fleste oplever behandlingen som overkommelig. Din behandler sørger for, at du hele tiden er informeret og føler dig tryg.
Efter behandlingen
Efter behandlingen kan huden føles varm og se rød ud, som efter let solpåvirkning. Der kan også forekomme let hævelse. I nogle tilfælde bliver de behandlede kar midlertidigt mørkere, inden de gradvist forsvinder. Disse reaktioner er normale og aftager oftest inden for få timer til få dage.
Pleje efter behandlingen
For at huden kan hele optimalt, er det vigtigt at beskytte den efter behandlingen. Du skal undgå sol og varme påvirkninger i en periode og anvende høj solbeskyttelse dagligt. Huden bør plejes med milde og beroligende produkter, og aktive ingredienser bør først genoptages, når huden er helt faldet til ro. Din behandler vil altid give dig personlig vejledning i korrekt efterpleje.
Hvor mange behandlinger er nødvendige?
Antallet af behandlinger afhænger af karenes størrelse, dybde og omfang. Mange oplever synlige forbedringer allerede efter én behandling, mens andre har behov for flere behandlinger for at opnå det ønskede resultat. Forbedringerne sker gradvist i ugerne efter behandlingen, i takt med at kroppen nedbryder de behandlede kar.
Resultat
Efter et behandlingsforløb vil huden fremstå mere ensartet med mindre rødme og færre synlige blodkar. Resultatet er langtidsholdbart, men nye kar kan opstå over tid, blandt andet som følge af solpåvirkning eller rosacea.
Mulige bivirkninger
Laser karbehandling er en sikker behandling, når den udføres korrekt. Midlertidig rødme, hævelse eller let ubehag kan forekomme. I sjældne tilfælde kan der opstå pigmentforandringer eller små skorper. Din behandler vil informere dig grundigt og står altid til rådighed, hvis du har spørgsmål eller oplever noget uventet.
Journalføring og lovgivning:
Cosmohagen skal opbevare dine journaloplysninger i 10 år i henhold til lovgivningen.
(Journalførings bekendtgørelsen § 15, stk. 1 og stk. 6). Så journalen kan ikke slettes selv om patienten måtte ønske det. Men du er altid berettiget til at få en kopi af din journal udleveret.
Sygeplejerske Tanya Tahani Shafi / Speciallæge i Hudsygdomme Kristian bakke Arvesen – Januar 2026